Tanker...

... Måske lige med undtagelse af hr. kærestemand

Er nået dertil hvor jeg ikke kan finde mig selv. Ignorerer venner og veninder og har mest af alt bare brug for at være mig selv. Koble af fra det hele. Jeg er træt af altid at være den som lytter. Engang imellem har man virkelig bare brug for at være den sensitive, som bliver nusset om, lyttet til og spurgt ind til.
For nej, i min verden er alting langt fra altid ok. Jeg lever med en kronisk sygdom og kæmper hver evig eneste dag - kæmper for at være 'nok' for alle... og for mig selv. Jeg er træt af altid at skulle være alt for alle og samtidig kæmpe med mine egne problemer og skylden jeg føler over at sige fra overfor venner, veninder og ikke mindst familie. Jeg er træt af at jeg altid skal være den med de brede skuldre og at alle forventer at jeg skal kunne bære deres byrder. Hvornår må jeg få tid til at være den der bliver taget vare på - den der i et split sekund kan få lov til at være svag?
I dag var jeg oppe og besøge min moster - min trygge base... or it used to be. Fra da jeg ankom, til jeg tog af sted var det eneste jeg måtte lægge øre til; brok, jamren, klager og lidt mere brok. Ikke én gang blev jeg spurgt ind til hvordan det gik mig og ikke én gang blev jeg ønsket tillykke med min flotte karakter. Føler mig sgu ærlig talt skidt på! Hvornår er der tid til at jeg bliver lyttet til? Noget der især pisser mig af er, at min familie konstant læsser af på mig og har gjort det så længe jeg kan mindes. Altid har jeg skullet lægge øre til problemer, som et barn ikke burde belemres med. Jeg er træt af det! Jeg vil også føle ret til at blive hørt! Men hver gang at jeg prøver, bliver jeg afbrudt - deres problemer er jo vigtigere og så længe de ikke hører om mine problemer, eksisterer de derfor ikke. Jeg er bare træt af at skulle lege værge for en flok voksne mennesker, som bare ikke kan finde ud af at se det positive og fantastiske ved livet. Jeg har siden fødsel levet et tisse spøjst liv og været igennem mere end et barn burde, men alligevel hører I da ikke mig klage? Jeg prøver så vidt muligt at få det bedste ud af livet, trods at jeg lever med en kronisk alvorlig sygdom, sorg og meget andet. Uden helt at være klar over det, tror jeg min krop har sagt stop - jeg kan ikke mere. Jeg sover i døgndrift og har cuttet af.
Jeg har lyst til at skrige, jeg har lyst til at fortælle om mine følelser og lyst til at kræve at blive lyttet til - alligevel forbliver jeg tavs. For jeg ved at det intet nytter. Hvor ondt det end gør, må jeg erkende at der aldrig vil være plads til at jeg er den svage - at jeg er den som kræver hjælp. Så for nu, må jeg have ro, tid til at... sunde mig om du vil.
Den eneste jeg faktisk har lyst til at se er min kæreste´- han giver mig varme og kærlighed og i hans favn, har jeg lov til at være svag.