Om at være syg...

Jeg er udmattet. træt og fuld af smerter. Jeg måtte i dag tage grædende hjem fra praktikken. Jeg var grådkvalt - tuede vitterligt snot, som man gjorde da man var barn. Min krop sagde fra og jeg måtte give op. Det er simpelthen så frustrerende og et kæmpe nederlag. Jeg brænder virkelig for denne uddannelse og dette job og det skær i mit hjerte at jeg ikke kan få psyke og krop til at arbejde sammen. Dagen i dag har stået på gråd og en sengeliggende emilie. Jeg er fuldstændig ødelagt. og det gør ondt. Jeg gør mig simpelthen så mange tanker. Jeg er så bange for hvad fremtiden skal bringe - om jeg får lov til at blive hos mit dejlige praktiksted,om jeg må opgive drømmen om at blive pædagog, om jeg kan klare et liv med sygdom osv osv. Jeg er simpelthen så bange. Dagligt prøver jeg at holde hovedet højt, men når jeg kan mærke sygdommen i min krop ramler min verden sammen. Jeg bliver så bange - så bange for om jeg overhovedet magter et liv med sygdom, og for hvad fremtiden mon må bringe. Det er så frustrerende at leve med lupus i en alder af 24 år - man har livet foran sig, men alligevel føler man ikke at man kan se fremtiden og man må gang på gang kæmpe sig igennem. Uden hjælp. For der er intet hjælp at hente for kronisk syge, som knokler sig igennem en uddannelse. Det er så hårdt og i stedet for at føle at man bliver hjulpet og belønnet for at tage en uddannelse og ikke give op trods sygdom, føler man at man bliver straffet. Jeg vil så gerne og ser ikke en fremtid som førtidspensionist. Jeg vil kæmpe og jeg vil arbejde. Men jeg har brug for hjælp. Jeg har brug for at der bliver lagt en plan og at der bliver skabt en mulighed for at jeg kan klare mig igennem en uddannelse, uden at skulle gå ned - både fysisk og psykisk. Jeg har brug for at der bliver skabt bedre muligheder for kronisk syge i praktik, for det der er nu er bare ikke godt nok!