Tanker

Det er så uvirkeligt... Sådan noget med døden. Når den pludselig kommer tæt. Min mor ringede til mig tidligere. Min morfar ligger på sygehuset og har været igennem nogle undersøgelser. Han har utrolig dårligt hjerte og har fået konstateret kræft i blæren. Pga. hans dårlige hjerte, kan de ikke behandle for kræft. Så de vil forberede ham på at han skal dø. Jeg har grædt lidt, tænkt og nu... føles detg hele bare så tomt. Min morfar har ikke været et af guds bedste børn, faktisk en led sjæl til tider. Men trods det er han min morfar og tanken om det han nu må gå igennem er frygtelig. Han er en stædig mand, som aldrig lader sig føle og som aldrig beder om hjælp. Det sidste år har han lidt. Alene. Det gør mig så ondt. Lige pt er jeg selv syg, men når jeg bliver rask vil jeg besøge ham. Få sagt farvel og lade ham vide at jeg er her for ham.
Minderne om min mormors død strømmer op i mig. Hun døde valentins dag 09. Aldrig har noget smertet mig, som hendes død - hun var mit et og mit alt. Den dag i dag savner jeg hende så ufattelig højt - jeg savner at kunne dele mit liv med hende, mine glæder og mine sorger. Hun var et fantastisk menneske! Min morfar har jeg aldrig haft et tæt bånd til - han har aldrig syntes om mig, da jeg var mørk og ikke den han forventede jeg skulle være. Så vi har altid holdt hinanden på af stand. Fra min mors positive test, til hendes død, har jeg altid været min mormors pige. Så jeg tror ikke at min morfars død bliver et lige så hårdt slag for mig. Men stadig er det hårdt. Man bliver ældre og lige så gør folk omkring én og inden man ser sig om, er alle dem man holdte af borte