Jeg har kæmpet lidt med om jeg skulle sygemeldes fra min praktik eller om jeg skulle fortsætte og kæmpe mig igennem. Jeg fik sygemeldingen, men det føltes simpelthen ikke som det rigtige at gøre. Men det er simpelthen så hårdt med denne praktik og fuld tid. Jeg har mange fraværsdage og kæmper både fysisk og psykisk - min krop kan bare ikke klare alt det jeg bliver tvunget igennem og det gør mig frustreret og ked af det. Jeg er jo bare så glad for min praktik og folk derude er så dejlige, men min krop vil bare ikke som jeg og det er hårdt altid at skulle kæmpe! Men jeg besluttede mig for at kæmpe videre og se om jeg ikke kan komme igennem de sidste fire måneder - det bliver dog en utrolig hård tid, som kommer til at tærer både på kærestemanden og jeg. Men jeg prøver virkelig at kæmpe mig op, når jeg kan mærke en nedtur er på vej. Manden fortjener slet ikke mit dårlige humør og vil ikke have at det går ud over forholdet. Men han er simpelthen så sød og støtter godt op omkring det hele... Hvad skulle jeg dog gøre uden ham?!
Men jeg er godt nok træt af at der ikke findes hjælp at hente for kronisk syge i en lønnet praktik, kan blive så harm altså!
Nå ikke mere brok, det ender jo godt alt sammen :)
Med hensyn til projekt lillefis sker der intet! Min veninde på studiet er allerede i 4 måned og fik for leden dag af vide at de venter en lille sund og rask dreng! Det er simpelthen så dejligt, men jeg er alligevel åh så misundelig! Vi er bare så klar og glæder os til en lille fis, skabt af kærlighed! Men det er også en spændende tid og selvom det lader sig vente, skal heldet nok være med os snart!
